Kørte fra Vissenbjerg lige til Axelhus i Odense, og op til Starck, da jeg havde sendt Automobilet afsted; Starck var lige så deprimeret og klagende, som han havde været højt oppe forrige Gang – jeg er også Stemningsmenneske, men lader mig ikke så meget mærke med det.
Arbejdede som sædvanlig på Generalen. Var inde i Kerteminde at bestille en Ramme til det nye Billede af Napoleon den tredje. Arbejdede hele Eftermiddagen på den nye Bog. 5½ spiste Moder og jeg Middag og 6½ kørte jeg ud af Gården af Odense til.
Et smukt Brev fra Starck, skrevet lige før han forlod Odense for at rende tilbage til København, han skriver med megen Glæde om vort Samvær, navnlig om Dagen på Lundsgaard.
Det var en god Opførelse af Elverhøj på Odense Teater, navnlig Poul Flemming og Albert Ebbesen, der er det ømme Punkt alle Dagene, også på Det Kgl. Teater; blev godt spillede af Carl Jørgensen og Mervild.
Var så henne på Teatret og drøfte dets Fremtid med Direktør Larsen, jeg tilbød at yde det samme årlige Tilskud som Staten og Odense Kommune mod at jeg fik nogen Indflydelse på Repertoire og Engagementer.
I Teatret var jeg til Premiere på Morten Korchs Affæren i Mølleby. Stykket er slemt en Kopi af Ebberød Bank blot ikke tilnærmelsesvis så morsomt. Ved Spillet blev lagt op i et højere Plan, en fremragende Komiker er Axel Bro, mon han ikke ender med at få Halvdelen af mit Legat.
Så kom det glædelige Budskab gennem Telefonen fra Thorvald Larsen, at han var blevet genvalgt som Direktør for Odense Teater, derefter fulgte en uafbrudt Opringning fra Bladene i Odense og København for at høre om de nærmere Omstændigheder ved mit Årstilskud til Teatret, særlig var ”Politiken” me
Fik Brev fra Starck, der er meget glad over, at jeg har skaffet ham Engagement til Odense Teater; han rejser i Vinter med Erik Lassens Trup. Lassen var en pæn Mand, jeg husker ham fra Odense Teater.
Gik hen på Hotel Axellus og traf Starck på hans værelse, han så frisk og køn ud, kom fra i går at have spillet i Assens og skulle i morgen spille i Sakskøbing.
Morer mig over Det Kongelige Teaters Skuespillere. Ved sidste Folketingsvalg gik de med bram og brask til Valg højt proklamerende at de ville stemme socialdemokratisk.
Det er nogle ordentlige Spektakler på Det kgl. Teater i Anledning af Adam Poulsens Udnævnelse til Teaterchef, der er en almindelig Udvandring af de bedste Kræfter fra Teatret.
Jeg så Bjørnsons Daglannet. Fru Berthelsen-Grünwald var Ragna, og selv om hun er halvgammel og ligesom lidt afrakket, er det behageligt at se på hende, da hun kan sine Ting.
Efter Anmodning af Christopher Borch læste jeg hans En Forårsaga grundigt igennem for eventuelt at kunne anbefale det til Opførelse på Odense Teater, det er pænt.
Talte lidt med Grosserer Thrige, der ligesom jeg var meget forarget over, at Borgbjerg har brudt sit Løfte til Odense Teater og nu nægter Statstilskud. Havde en udmærket Aften på Teatret, det var Carit Etlars Tordenskjold i Dynekilen. Carl Jørgensen illuderede komplet som Søhelten.
Havde en lang Forhandling med Direktør Larsen oppe på Teatret og enedes med ham om Opførelsen af Yrsa måske efterfulgt af Sct. Hans Aften Spil; vi talte endvidere om Brand, Syvsoverdag og Schillers Røverne.
Aftalte telefonisk med Thorvald Larsen, at Karl Jørgensen og Fru Lauritzen skulle have mit Skuespillerlegat – mærkeligt med Jørgensen, der hidtil kun har været ved Serveringsteatre, at han ved Energi og Kunstbegejstring har kunne tvinge sig så højt op på en Sæson.
Både de københavnske og Odensebladene have lange Artikler om mit Tilskud til det Odense Teater, alle fulde af Ros, dog råber Fyens Venstreblad Vagt i Gevær og forlanger, at jeg ikke må få alt for megen Indflydelse på Repertoiret, der ikke må blive for ensidigt.
Pænt langt Stykke i Fyens Socialdemokrat i Anledning af mit Tilskud til Odense Teater. Bladet håner tykt de 5 Bestyrelsesmedlemmer, der lader mig om det alene… Var først henne at bestille Billetter til Hammer og mig til Teatrets Festopførelse på H.C. Andersens 125 Års Fødselsdag.
Brev fra Direktør Thorvald Larsen med Underretning om, at Starck var engageret til Odense Teater og at Betty Nansen, der nu opgive sit Teater, ville optræde som Gæst i Odense som Dronning Margareta i Oehlenschlägers Tragedie.
Sad længe oppe på Teatret inde på Direktørens Kontor, man kunne inde fra den nærliggende Scene høre Prøverne på Hotel Stadt Lemburg. Thorvald Larsen havde på mine Vegne skreven til Fru Betty Nansen og bedt hende spille Yrsa og i Ristes Rust her på Teatret.