Var inde i Kerteminde at besørge en Del Ærinder, blandt [andet] på Posthuset at afhente det Brev fra Köln med Billet til Opførelsen af Elektra den 29. Juni.
Brev fra Starck tilligemed hans Fotografi som Peer Gynt, han kommer og bor hos mig når han skal assistere ved Houmarks Oplæsning i Kerteminde.
En ny Forkølelse i Gang. Jeg gad vidst, hvor mange Forkølelser, jeg har mellem År og Dag. Delcomyns kom og aflagde mig Visit, de var meget opfyldte af Rygterne om at jeg skulle være Teaterchef og sagde, at man i Kerteminde ikke talte om andet.
Talte med Friis om, hvorledes vi skulle ordne det med Brændselsleverance til Arbejderne, det bliver alt for dyrt for dem, Kullene er nu oppe i 15 Kr. Tønden, i øvrigt er der [fra] Ministeriet kommet Forbud mod Afholdelse af Skovauktion.
Besøgte Houmark, der var meget glad over, at han var kommet på Finansloven med en særdeles rundelig Forfattergage.
Busck fortalte en hel Del om Kaj Munk, der udsender sine Bøger på Buscks Forlag. Forbindelsen mellem de to skriver sig fra Regenstiden, da Kaj Munk som så mange andre Regensianere fik sine Bøger fra Buscks Boghandel, ligesom de andre Regensianere kalder Munk Busck for ”Onkel Busck”.
Det, jeg har sagt i alle de seks År Krigen varede, indtræffer nu, Russerne har allerede slået sig ned på Bornholm og i fuld Gang med at befæste, som de selvfølgelig aldrig giver slip på, den næste Etape blive København og Göteborg.