Var henne hos Pasfotografen for at blive fotograferet til Passet til min Rejse til Sønderjylland Dagen efter Afstemningen i første Zone – mit Hjerte banker stærkere hver Gang jeg tænker på den Rejse.
Hindenburg er opstillet som Kandidat til Præsidentværdigheden, det tiltaler min monarkistiske Følelse, men mon det dog ikke er en farlig Leg? Jeg håber han vil gøre det bedre end MacMahon i sin Tid.
Besøgte Houmark, der var meget glad over, at han var kommet på Finansloven med en særdeles rundelig Forfattergage.
Talte udenfor med Albrecht Schmidt, der efter Hofmans Krak er blevet midlertidigt Direktør for Dagmarteatret, han ville nødig fortsætte næste sæson; sagde, at det Folk helst ville se i Teatret var på en Gang muntre og sentimentale Stykker.
Havde en yndig Dag. Havde meget skriftligt Arbejde om Formiddagen. Medens jeg klædte mig om til Turen til Odense, kom Godsfuldmægtig Andersen for at bede om sin Afsked.
Henvendelse fra Skuespillerne på Dagmarteatret med Anmodning til mig om at redde Teatret. Fra forskellige Sider er Anmodningerne kommet først fra Holger Rørdam, nu senest fra Fru Olivia Norrie.
Om Aftenen så jeg Verdenssuccessen, Marcel Pagnols Den store A.B.C. på Dagmarteatret. Stykket harcelerer vittigt over Korruptionen i Forretnings- og Regeringskredse, og gør tykt Nar af de naive Mennesker, der troede, at Verden skulle gå lutret og forbedret ud af Verdenskrigen.
Det synes at interessere Folk hvad jeg har skrevet om Heibergs Syvsoverdag. Odense Teaters Opførelse af Dramaet synes at skulle blive en Begivenhed.
Skrev til Starck og forklarede ham, at Jernbanebilletter og Hotelregninger betales kontant, det gale Menneske vil tage til Paris i Sommer, naturligvis i Forventning om, at jeg betaler; hvad der vel også bliver Enden på det; men lidt Princip må der dog til i Galskaben.
Krigen mellem Kina og Japan er nu udbrudt til Trods for det latterlige Folkeforbunds Bestræbelser for at forhindre det. Blot vi nu ikke står over for en ny Verdenskrig. Jeg gyser.
Direktør Thorvald Larsen sendte mig en Bunke Skuespilmanuskripter til Gennemlæsning – Odense Teater er en Oase i den danske Teaterørken. Fik en Henvendelse med Bøn om Hjælp fra Halvdelen af Dagmarteatrets Personale, der ønsker at bryde ud og danne en ny Scene! De Stakler!
Var i Dagmarteatret og [så] et meget morsomt amerikansk Lystspil af Samson Raphaelson Vi unge Mennesker. Hovedrollerne blev naturligvis spillede af Poul Reumert og Kone. Dagmarteatret har en talentfuld Skuespiller Angelo Bruun, der minder om Karl Gustav.
Var i Dagmarteatret til en meget begivenhedsrig[t] Aften, Fru Bloch havde 50 Års Jubilæum og Poul Reumert kreerede en ny Rolle. Det var Sherwoods Dronningens Mand, der omhandler 1930’ernes Foreteelser Kongemagt-Diktatur-Folkevælde.
Det trækker op til en Krig mellem Tyskland og Rusland – mon virkelig det nu så røde Frankrig med Blum i Spidsen vil benytte Lejligheden til at falde Tyskland i Ryggen?
Atter Uro i Frankrig, Blums højre Hånd, Indenrigsminister Salengro har taget sig af Dage ved Gasforgiftning, efter at hans politiske Modstandere have beskyldt ham for at være deserteret under Verdenskrigen og være løbet over til Preusserne. Hvorledes er det mon med denne Desertion?
De pjattede Københavnere taler om det gamle, halvrådne, grimme, brandfarlige Dagmarteaters Nedrivelse som om en National Ulykke, så blæse være med det, om Slottene med deres store Kulturværdier omskabes til Galeanstalter eller Rekreationshjem.
Odensebladene opgør facit af Odense Teaters sidste Sæson: Let Underholdning og ikke en eneste alvorlig Forestilling, kun Fyns Stiftstidende antyder, at Rungwalds Ufornuft, ikke at tage mod min Støtte, er Skyld i det magre Resultat.
Var om Aftenen henne at tage Afsked med Dagmarteatret inden det nu snart skal rives ned. Der blev spillet en umoralsk Farce, Cassini de Paris, der lefler for Publikums allersletteste Instinkter.
Var til den retrospektive Afskedsforestilling på Dagmarteatret, det var arrangeret af Politiken. Det bedste var Robert Neiiendams af gode Grunde stærkt koncentrerede Foredrag om Dagmarteatret gennem Årene. Meget smuk var Henrik Nathansens Epilog, fremsagt med dyb Følelse af Johannes Poulsen.