Man ser åbenbart forskelligt på Behandlingen af tyske Flygtninge, for Rydgård fortalte Köller, der står for Folkekøkkenerne, giver Flygtningene det samme, som serveres i Folkekøkkenet, og den Mad er god og rigelig.
Hvor latterligt, at man vil holde store Mindefester den 5. Maj; med Fakkeltog etc. efter alle de Skuffelser, det År, der er gået siden Befrielsen, har bragt; jeg agter at lukke mig inde i min Stue.
Så Kongen og Dronningen køre forbi hen til Korset ved Runddelen, i Aften skal der være Asfaltbal omkring Korset, en mindre passende Sammenblanding.
Arbejdede på Storkansleren. Besøg af Ingegerds Tilkommende, Flemming Juncker; han gør et klogt og intelligent Indtryk; lidt distræt; det er ikke nogen fin Mand.
Karl Gustav fortalte om Episoden på Det Kongelige Teater, hvor Ebbe Rode har overfaldet Frantz Andersen, der havde udtalt sig meget stærkt om Seligmannes ondskabsfulde og uretfærdige Anmeldelse af Opførelsen af Don Juan.