Da mit Sind er oprevet over det passerede, drak jeg ikke Kaffe men var asketisk som til daglig. Skrev til Peder Enggaard og Dr. Brücher om den slemme Historie. Var om Eftermiddagen på Christianshavn hos Professor Oscar Matthiesen på hans Atelier for at tale med om Sønnen Mogens.
Senere kom Harald Moltke med Kone medbringende det meget lignende Maleri af Karl Gustav; Stillingen er aldeles maskulin, der er intet opstillet ved ham, hans Hænder i en ganske særlig Grad plastiske, Udtrykket er drømmende og som grublende over noget han har læst.
Det har gjort mig ondt at erfare Prinsesse Thyras Død, hun var det Medlem af Kongefamilien, jeg satte mest Pris på, hun var den mest menneskelige af dem alle, talte til en, som om man var hendes Lige, aldrig de haut en bas; Moder holdt også så meget af hende.