Var til den store Diskussionsaften i Studentersamfundet, det er blevet stærkt radikaliseret siden jeg var Medlem i Halvfemserne, de ældre og yngre Medlemmer synes alle at være overbeviste Socialdemokrater. Redaktør Reventlow og Professor Knud Berlin.
Så på Betty Nansen Teatret Frøken Kirkemus med de to Filmberømtheder Gunnar Tolnæs og Karina Bell i Hovedrollerne, sådan noget, det trækker.
Glæder mig til Odenseturen på Fredag, har også bestilt Billet til Hansen, ham jeg meddelte det i Brev. Skade at Budtz forlader Odense Teater, han skal til Folketeatret i København. Jeg skal besøge ham på Fredag.
Om Aftenen så jeg på Det Kgl. teater det anonyme Stykke Anna Aurora, det smigrer tykt for de brede Lag, men er morsomt, og flere af Personerne er godt sete og så blev det spillet á la perfection. Naturligvis først og fremmest af Fru Bodil Ipsen, der var den bodfærdige Magadalene.
Så om Aftenen på Det Kgl. Teater Sven Langes Til Skjaldens Ihukommelse. Den Slags Hæklearbejde er vist nemt at forfærdige, og var det ikke de historisk bekendte Personer i Stykket og de kongelige Skuespilleres fortrinlige Spil, gad vist ingen Kat se det.
Arbejdede ihærdigt på Generalen. Var til Eftermiddagsforestilling på Det Ny Teater og så et henrivende Stykke, der rørte mig dybt, det handlede om Weyses Kærlighed til Frøken Julie Tutein. Da jeg ingen kendte i Teatret, kunne jeg græde uforstyrret.
Var henne i Folketeatret at se Sven Langes Fru Marie Grubbe, der står ganske på Højde med de værste Dramatiseringer af Gøngehøvdingen.
Drak Kaffe imorges, allerede da jeg indåndede Duften af Kaffen følte jeg mig svagt beruset. Gik først hen til Konservator Rønne i Anledning af nogle Marier jeg skal have restaurerede. Var rundt mellem Malerierne i Samlingen og fordybede mig særlig i Købkes og Eckersbergs Billeder.
Henvendelse fra Skuespillerne på Dagmarteatret med Anmodning til mig om at redde Teatret. Fra forskellige Sider er Anmodningerne kommet først fra Holger Rørdam, nu senest fra Fru Olivia Norrie.
Arbejdede længe på Det Kongelige Bibliotek, ude i Forhallen talte jeg med Robert Neiiendam, vi drøftede Hans Chr. Knudsen i Anledning af at jeg skriver om ham i tredje Del af ”Generalen” og Neiiendam har overladt mig et interessant Billede af Knudsen til Bogen.
I Riddersalen så jeg en pæn Operette af en Journalist ved B.T. Gunnar Brandt Lykkens Herberg. En sikkert vordende Stjerne Alex Suhr var meget indtagende, lidt i Genre med Weel, men langt friskere og naturligere.
Sad roligt og læste i Les Thibault og i Georg Brandes, Goethe og Grundtvig. Var til Eftermiddagsforestillingen på Folketeatret og så Cornevilles Klokker.
I Forgemakket på Christiansborg talte jeg med Carl Moltke, der er kommet til at se noget havareret ud, han halter og må støtte sig til en Stok, med General Castenschiold og Grosserer Ernst Meyer, som jeg synes godt om fra dengang vi var sammen i Nationalbanken.
Om Aftenen så jeg Verdenssuccessen, Marcel Pagnols Den store A.B.C. på Dagmarteatret. Stykket harcelerer vittigt over Korruptionen i Forretnings- og Regeringskredse, og gør tykt Nar af de naive Mennesker, der troede, at Verden skulle gå lutret og forbedret ud af Verdenskrigen.
Marstrand spiste hos mig i dag, bagefter var vi i Betty Nansen Teatret og så O’Neills Drifter, man må beundre som der arbejdes på den lille Scene, også fra den så sympatiske Henrik Bentzons Side.
Telegraferede til Hans Beck i Anledning af, at det idag er 50 År siden han første Gang optrådte på Det Kongelige Teater. Hauch var et Øjeblik inde hos mig inden han rejste. Arbejdede ihærdigt på Generalen. Kørte ind til Odense lige efter Frokost.
Arbejdede som sædvanlig på Generalen. Var inde i Kerteminde at bestille en Ramme til det nye Billede af Napoleon den tredje. Arbejdede hele Eftermiddagen på den nye Bog. 5½ spiste Moder og jeg Middag og 6½ kørte jeg ud af Gården af Odense til.
Et smukt Brev fra Starck, skrevet lige før han forlod Odense for at rende tilbage til København, han skriver med megen Glæde om vort Samvær, navnlig om Dagen på Lundsgaard.