Var i Dagmarteatret og [så] et meget morsomt amerikansk Lystspil af Samson Raphaelson Vi unge Mennesker. Hovedrollerne blev naturligvis spillede af Poul Reumert og Kone. Dagmarteatret har en talentfuld Skuespiller Angelo Bruun, der minder om Karl Gustav.
Var i Dagmarteatret til en meget begivenhedsrig[t] Aften, Fru Bloch havde 50 Års Jubilæum og Poul Reumert kreerede en ny Rolle. Det var Sherwoods Dronningens Mand, der omhandler 1930’ernes Foreteelser Kongemagt-Diktatur-Folkevælde.
Det trækker op til en Krig mellem Tyskland og Rusland – mon virkelig det nu så røde Frankrig med Blum i Spidsen vil benytte Lejligheden til at falde Tyskland i Ryggen?
De pjattede Københavnere taler om det gamle, halvrådne, grimme, brandfarlige Dagmarteaters Nedrivelse som om en National Ulykke, så blæse være med det, om Slottene med deres store Kulturværdier omskabes til Galeanstalter eller Rekreationshjem.
Odensebladene opgør facit af Odense Teaters sidste Sæson: Let Underholdning og ikke en eneste alvorlig Forestilling, kun Fyns Stiftstidende antyder, at Rungwalds Ufornuft, ikke at tage mod min Støtte, er Skyld i det magre Resultat.
Var om Aftenen henne at tage Afsked med Dagmarteatret inden det nu snart skal rives ned. Der blev spillet en umoralsk Farce, Cassini de Paris, der lefler for Publikums allersletteste Instinkter.
Var til den retrospektive Afskedsforestilling på Dagmarteatret, det var arrangeret af Politiken. Det bedste var Robert Neiiendams af gode Grunde stærkt koncentrerede Foredrag om Dagmarteatret gennem Årene. Meget smuk var Henrik Nathansens Epilog, fremsagt med dyb Følelse af Johannes Poulsen.
Mødte Robert Neiiendam, der ligesom jeg var henne at se på Nedrivningen af Dagmarteatret, der gjorde ham ondt, ligesom det gør mig ondt.
Fik fat i et Par Numre af Kommunisternes Organ ”Arbejderbladet” og læste til min Forbavselse de hårdeste Angreb på Stalin, der blev kaldt Tyran og de russiske Arbejderes Undertrykker.
En stor, betydningsfuld Dag er det i dag, Chamberlain, Daladier, Mussolini og Hitler er blevne enige, og de have underskrevet en Protokol, der udleverer Sudeterlandet til Tyskland.
Chamberlain har nu slået i Bordet og erklæret, at ifald en fremmed Magt anfalder Polen, vil England erklære vedkommende Magt Krig. Der kan af gode Grunde ikke være Tale om anden Magt end Tyskland, for England og navnlig Frankrig, har nærmet sig stærkt til Rusland.
Alle er meget optagne af Præsident Roosevelts Budskab til Hitler og Mussolini, de tvende Diktatorer vender sikkert det døve Øre til disse Lokketoner, vestigia terrent, Tyskerne ved af sørgelig Erfaring, hvad der kom ud af Præsident Wilsons Mægling i 1918.
Hitlers med så megen Spænding af hele Verden ventede Tale er holdt i forholdsvis rolig Toneart, men han lader dog skimte, at han næppe holder Fingrene fra Danzig i Længden.
Tyskland har nu afsluttet Militæralliance med Italien. England vil ingen Alliance slutte men vil have Rusland og Frankrig til at rage Kastanjerne ud af Ilden for sig, ifald der udbryder Krig mellem Polen og Tyskland.
Nu er der Uro i et andet Verdenshjørne, Japanerne vil smide Englænderne ud af Tientsin; hvor træder dog Englands Svækkelse stærkere og stærkere frem.
Preben er så opfyldt af Skræk over Verdenssituationen, skriver om, hvorledes ”den uhyggelige Djævel i Moskva, Stalin, ler i Skægget over Chamberlain og Hitler, der begge forgæves bejler til ham for at forhale Verdens Undergang”.
Var om Aftenen i Tivolis Koncertsal at høre den svenske Operasanger Sigurd Bjørling, der har en fager Stemme, men han sang de mest lidenskabelige Arier uden den mindste Affekt og med et aldeles ubevægeligt Ansigt; hvor er Kapelmester Thomas Jensen dog charmerende.