Af Aviserne ser jeg, at Dagmarteatret for Tiden opfører Hostrups Under Snefog. Hvor husker jeg tydeligt Stykkets første Opførelse i 1888 med den fint afstemte Blochske Iscenesættelse af Datidens udmærkede Skuespilleres Spil.
Var til Eftermiddagsforestillingen på Det Kongelige og så Johannes Magnussens intelligente Hans eneste Kone. Poul Reumert og Johannes Poulsen var udmærkede i Hovedrollerne.
Stadig utilpas men ikke træt så jeg kunne læse godt – Peter Hansens Theaterhistorie. Spiste en god Middag på Hotellet og var så ude i Det Ny Teater for at se nøjere på Det Kongelige Teaters nye Akkvisition, Frøken Ungermann, der tiltræder næste Sæson.
Så var jeg henne at se Sparekassen og glædede mig over Det Kongelige Teaters Stab af unge Kunstnere, Ingeborg Larsen, Johannes Poulsen og Poul Reumert. Der er lidt vemodigt ved at se Olaf Poulsen, for man siger til sig selv, måske bliver det sidste Gang.
Houmark ventede Direktør Ivar Schmidt fra Det Ny Teater – for at læse Hans Lützow for ham. I øvrigt ville han på den ene Side helst have sit Drama frem på Det Kgl. Teater.
I Det Kongelige Teater så jeg Otto Benzons Forår og Efterår, et af den Slags Stykker, der for Det Kongelige Teater er som Fod i Hose. Hvor er Poul Reumert charmerende og mindede om Faderen i dennes unge Dage, blot en forfinet Udgave af Fader.
Spiste Frokost hos Haffner og var så til Te hos Albrecht Schmidt ude på Lykkesholms Alle. Han var meget glad ved sin optræden i Jeromes Den sidste Gæst, som jeg lover mig meget af i morgen.
Og så havde jeg netop talt så meget om ham med Houmark, da han er Viggo Jarls faste Forbindelse, de er gamle Klassekammerater og have stået i Forhold til hinanden lige siden dengang, han hørte uden Forbavselse på det, da jeg fortalte ham, at Viggo Jarl kom til Lundsgaard til Sommer.
Så var jeg ude hos Viktor Lange, den gammelkendte ”Ørelæge” og afleverede Veisses Brev. Han er den gammeldags Lægetype, fuld af faderlig overstrømmende Velvilje og med et endeløst Snakketøj, han var i høj Grad laudator temporis acti.
Købte hos Butz-Møller en Fødselsdagsgave til Faderen og var i Finansministeriet at besøge Haffner, så hen til Frøken Jarfeldt i Frederiksberggade at blive manicureret og pedicureret.
En rar Formiddag. Besørgede en Del Skriveri og begav mig per Cykel ind til Kerteminde, hvor Folk stod i Grupper foran Husene og på Gadehjørnerne og talte med Ængstelse om Krigen.
Brev fra Viggo, godt og kærligt, han er dybt rystet over Krigen. Var ude at se til Høsten.
Hele Mandskabet høstede i Mellemmarken, hver Gang jeg taler med Conradsen udgyder han sin Vrede mod Tyskerne. Polakpigerne have en af deres mange Helligdage i dag, jeg kunne høre [dem] hyle en af deres Salmer.
Var så henne hos Muuses, Fru Muus havde Bronkitis og så ret svag ud, Forretningen var nok stærkt berørt af Krigen.
Brev fra Hans Gradewitz i Hamburg, Brevet var meget alvorligt og bad mig ikke fæste Lid til ”die englischen Lügen” om at det var Tyskland, der havde fremkaldt Krigen, var det en Advarsel til mig som dansk, at jeg og mine ikke måtte tage Parti for Frankrig, Brevet var meget indtrængende.
Da jeg kom Hjem kastede jeg mig over Aviserne, der melder om Franskmændenes Tilbagetog og Russernes over Forventning hurtige Indrykning i Preussen. Franskmændene og Englænderne have dog ved Belgiens Hjælp opnået at hale Tiden ud, så Russerne have haft frie hænder til at gå løs på Preussen.