Det, jeg har sagt i alle de seks År Krigen varede, indtræffer nu, Russerne har allerede slået sig ned på Bornholm og i fuld Gang med at befæste, som de selvfølgelig aldrig giver slip på, den næste Etape blive København og Göteborg.
Lisbeth kom atter i dag ind i Haven at besøge mig; jeg holder mig meget af det Barn. Blev behandlet af Poul Sørensen ude i Valby. Spiste i Drachmannskroen, Poul Sørensen havde skaffet mig den bedste Billet i Riddersalen.
Havde meget Skriveri, også i Anledning af Terminer med mine mange Gaver og Understøttelser; havde også Skriveri angående Rusgildet. Talte med Direktør Knud Rex, der var lidt skuffet over, at hans Frihedskæmperforestilling ikke trak godt Hus.
Talte med Svend Fridberg, der nu skal i Gang med sine Oplæsningsmatinéer, der begynder med Nathan der Weisse. Edouard Mielche er ”Nathan”.
Var sammen med Karl Gustav til Generalprøve på en vanvittigt fjollet Farce af den amerikanske Kesselring Arsenik og gamle Kniplinger.
Var til en smuk og gribende Forestilling i Det Ny Teater, hvor Kjeld Abells Silkeborg blev opført, hvor må Forfatteren være himmelvidt forskellig fra Faderen, min afdøde Ungdomsbekendt, den rolige og sindige Peter Abell.