Preben og jeg var i Casino og betalte Billetterne selv. Der gik Erik Bøghs gamle bekendte Eventyrkomedie Kaliffen på Eventyr. For mange År siden som ganske lille så jeg det, Tiderne skifte, nu er man selv og Folk i det hele taget mere forvænt.
Det er nu igen begyndt at gå godt i Græsk. Mathiesen har givet os fri både for Fransk og Stil til den første Dag efter Fastelavnsfesten.
Vi begyndte med romersk Bad og kom hjem med god Appetit til Teen. Efter Frokost gjorde vi Visit hos Bedstefader, med hvilke to + Frederik vi gik en lille Tur, derpå var vi alle uden Bedstefader henne at se Kæmpen i National, på Hjemturen var vi inde hos Konditoren på Amagertorv.
Tyskerne have begået en ny forfærdelig Skændselsgerning, idet de have torpederet den store engelske transatlantiske Damper Lusitania. Da flere højst ansete Amerikanere er mellem Ofrene, deriblandt en Vanderbilt, kan det vist komme Slubberten nede i Berlin dyrt at stå.
Jeg kunne ikke dy mig for at gå op til Dr. Broch for at tale om den sønderjyske Adresse, han mindede om, at mange imellem de Allieredes Befolkninger ville tale Sønderjydernes Sag, når Fredskongressen nu snart trådte sammen. Professor Werrier ville blive hørt i Frankrig, Roosevelt i Amerika.
Vi var alle i Kirke. Inden Prædiken holdt Provsten en Bøn, hvori han takkede Vorherre fordi han havde skabt Fred i Verden samt takkede ham fordi vi nu snart fik Sønderjylland tilbage.