Efter at min Engelsktime var endt, gik jeg en Tur på Østervold og hjem gennem Anlægget. Medens jeg sad og læste min Jura kom der et Bybud, der skulle spørge fra Fader om jeg kunne spise med ham Klokken fem.
Kastede mig som hver Morgen over Aviserne for at læse Nyhederne fra Norge. Nu lader Prins Carls Tronbestigning til snart at skulle blive til Virkelighed. I Rusland raser Revolutionen videre.
I disse begivenhedsrige Tider, hvor Revolution og Kongevalg – Rusland og Norge – holde hele Verden i Spænding, styrter jeg mig over Aviserne som over en spændende Roman.
Jeg har allerede Feber ved Tanken om Aage Moltkes Ankomst, skønt der er flere Dage til. Meget optaget er jeg af at læse om Prins Carls Tronbestigning; Kongens Tale til ham, ved den norske Deputations Modtagelse, er meget smuk og rørende.