Spiste med Preben hos Moder og var til en ny Fiasko på det kgl. Teater; det var Premieren af Gunnar Heibergs Kunstnere, noget elendigt Makværk, der blev hysset til døde af Publikum.
Borgmester Chemnitz i Haderslev er bleven afskediget som følge af hans brutale Adfærd overfor de danske Skuespillere. Der kan man dog se at det var ganske godt vi for en Gangs Skyld satte os på Bagbenene, ellers var den Sag helt dødt hen.
Da jeg kom hjem var Preben der, han kom lige fra Kejserinden, der var meget irriteret over at Storfyrst Cyril havde udråbt sig selv til Kejser, skønt hun fastholder, at begge hendes Sønner lever.
Fru Nina Bang fik sin Straf. Ved Festforestillingen i går rejste hele Publikum sig op, da Kongen trådte ind i sin Loge, derpå afsang man med Begejstring Kong Christian stod ved højen Mast og udbrød i jublende Leveråb for Kongen.
Preben kom Kl. 4, han havde i går været hos Kejserinden, der var meget opbragt over, at Enkedronningen til sit Aftenselskab havde tilsagt Bolsjevikgesandten: ”Tænk, at hun inviterer dette Menneske, der har været med til at myrde min Søn”.
Var til den store Diskussionsaften i Studentersamfundet, det er blevet stærkt radikaliseret siden jeg var Medlem i Halvfemserne, de ældre og yngre Medlemmer synes alle at være overbeviste Socialdemokrater. Redaktør Reventlow og Professor Knud Berlin.
Var ude at tage Billet til Det Ny Teater. På Vejen derfra, ved Skt. Jørgens Sø talte jeg med Carlberg. Lidt efter mødte jeg Hans Beck, som jeg ikke havde talt med i mange År, den gamle Balletmester har endnu bevaret Spor af fordums Skønhed.