Der kommer værre og værre Oplysninger om de Misbrug Sædelighedspolitiet har gjort sig skyldig i på deres iltre Jagt efter Forsyning af ulykkelige faldne Kvinder til de af Staten beskyttede Bordeller. Det gælder for Opdagerne om at snuse så mange Ofre som muligt op og så slæbe dem op på Rådstuen.
Skrev til Viggo Jarl, der vist ikke i lang Tid mere kommer til Danmark, da han under sit Ophold her stadig blev forfulgt af Pengeafpressere, der end ikke undså sig ved at skrive til hans gamle, hårdtprøvede Moder.
Medens jeg lå på Divanen og hvilede, kom Frøken Bernhild og meddelte, at Viggo Jarl var der. Jeg har aldrig set Viggo i den Tilstand, hvor han var i dag, Fortvivlelsen over Moderens Død bevirkede, at han ikke kunne tale sammenhængende, hvor har han dog elsket den Moder.