Så sad jeg hjemme og læste til Middag og var så henne i Casino at se Sardues virkningsfulde Alt for Fædrelandet, der blev godt givet og synes at skulle blive et Kassestykke.
Preben og jeg have haft en vidunderlig dejlig Aften på Casino. Det var til Fru Oda Nielsens Velgørenhedsforestilling, ved hvilken Sardous Odette opførtes. Siden jeg i 1895 så Eleonora Duse i Kameliadamen har jeg ikke været så grebet nogen Teateraften som denne.
Bagefter var vi til Odette, der atter denne Gang gjorde et stærkt Indtryk på os. Hjemme hos Gohrs udspandt der sig en lang Diskussion om Stykket.
Vi var komne til halvtropiske Egne og kørte gennem virkelige Urskove fulde af Skildpadder og Sumpene og Ådselgribbe oppe i Træerne. Jo mere man kommer mod Syd des mere mærker man til Negerne og til de Hvides Foragt for disse.
Aftenen tilbragte vi i et ret kedeligt Varieteagtigt Teater, hvor de arme Negre havde en bestemt Plads oppe i Galleriet, andre Steder måtte de ikke [være], her have de endog bestemte Sporvogne.
Besøgte Siegfried henne på St. Anna Plads. Han talte mest om sin elskede Richard Hansen, til hvem han havde stået i Forhold i halvandet År. Da jeg havde siddet lidt hos ham gik jeg hen til Lysberg & Hansen i Palægade og købte en smuk Rokoko-Skærm.
Atter øsende Regn og et ægyptisk Tusmørke, der virker dobbelt deprimerende i dette uhyggelige Hjem. Jeg gik hen på Thorvaldsens Museum og glædede mig over hans Figurers Ynde. Moder var lidt oppe og sad i Slåbrok.
Var om Morgenen henne at hente 3 Hold Billetter. Graae afhentede mig i Kronprinsessegade og gik sammen med mig ud at se til Fru Graaes Grav. Så gik vi til Gammeltoftsgade, hvor Kai og Bent allerede sad og ventede på os.
Tyskerne have begået en ny forfærdelig Skændselsgerning, idet de have torpederet den store engelske transatlantiske Damper Lusitania. Da flere højst ansete Amerikanere er mellem Ofrene, deriblandt en Vanderbilt, kan det vist komme Slubberten nede i Berlin dyrt at stå.
Jeg kunne ikke dy mig for at gå op til Dr. Broch for at tale om den sønderjyske Adresse, han mindede om, at mange imellem de Allieredes Befolkninger ville tale Sønderjydernes Sag, når Fredskongressen nu snart trådte sammen. Professor Werrier ville blive hørt i Frankrig, Roosevelt i Amerika.
Vi var alle i Kirke. Inden Prædiken holdt Provsten en Bøn, hvori han takkede Vorherre fordi han havde skabt Fred i Verden samt takkede ham fordi vi nu snart fik Sønderjylland tilbage.