Jeg gik ud at se til Fru Graae. I Ministeriet var der meget at gøre. Der taltes meget deroppe om de ynkelige Figur som Deuntzer gør særlig med Hensyn til de Vestindiske Øers Salg og til hans Kandidatur i Sønderbrobykredsen.
Deuntzer har gjort Alvor af sin Trussel og har hjemsendt Rigsdagen efter at Traktaten med Amerika om Afståelsen af de vestindiske Øer er bleven forkastet af Landstinget med 2 Stemmers Majoritet.
Var henne på Hofteatret for at se de historiske Steder og Museet, en særlig Patina syntes mig at hvile over Michael Wiehes og Høedts Påklædningsværelse bag Scenen.
Arbejdede længe på Det Kongelige Bibliotek, ude i Forhallen talte jeg med Robert Neiiendam, vi drøftede Hans Chr. Knudsen i Anledning af at jeg skriver om ham i tredje Del af ”Generalen” og Neiiendam har overladt mig et interessant Billede af Knudsen til Bogen.