Jeg gik ud at se til Fru Graae. I Ministeriet var der meget at gøre. Der taltes meget deroppe om de ynkelige Figur som Deuntzer gør særlig med Hensyn til de Vestindiske Øers Salg og til hans Kandidatur i Sønderbrobykredsen.
Deuntzer har gjort Alvor af sin Trussel og har hjemsendt Rigsdagen efter at Traktaten med Amerika om Afståelsen af de vestindiske Øer er bleven forkastet af Landstinget med 2 Stemmers Majoritet.
Mødtes med Viggo i Drachmanskroen, et meget hyggeligt og aparte Lokale, jeg nød Samværet med Viggo og drak med Nydelse den fine Vin til Maden, fortalte Viggo om mine Planer med Gunnar, han forstod godt at jeg ville sikre mig et Menneske til mine gamle Dage.
I Riddersalen så jeg en pæn Operette af en Journalist ved B.T. Gunnar Brandt Lykkens Herberg. En sikkert vordende Stjerne Alex Suhr var meget indtagende, lidt i Genre med Weel, men langt friskere og naturligere.