Toft fortalte, at han fra sin Fader havde arvet en Sko, der havde tilhørt Pepita. Under den berømte spanske Danserindes Optræden i København hørte de to Busenfreunde Lars Toft og Frits Holst til hendes mest begunstigede Tilbedere. Pepita yndede åbenbart grimme men intelligente Herrer.
Werner fortalte, at der forleden var kommet et lang Tog af tyske Ruteautomobiler, der rummede både tyske Teaterselskaber og Skøger til de tyske Bordeller i de større Byer, så ligt takserer altså Skuespillere og Skuespillerinder under Hitlers Styre.
Sverige venter engelsk Indfald i Landet og ruster sig til Tænderne; underligt er det ikke, at Svenskerne frygter en engelsk Sejr, efter at Eden i Underhuset har udtalt, at efter Freden skal hele Østeuropa overlades til Rusland.
Arbejdede på en Afhandling om Odense Teater, som jeg har lovet Poul Dreyer og Rungwald til Jubilæumsbogen.