Hvorpå jeg begav mig ind i Rigsdagskasernen for at se Kongen åbne Rigsdagen. Det skete med al mulig Pomp og Pragt, særlig har jeg aldrig set Kongen omgivet af et så stort Følge. Hele Familien var til Stede, lige fra Enkekejserinden ned til de yngre græske Prinser.
Jeg gik ud at se til Fru Graae. I Ministeriet var der meget at gøre. Der taltes meget deroppe om de ynkelige Figur som Deuntzer gør særlig med Hensyn til de Vestindiske Øers Salg og til hans Kandidatur i Sønderbrobykredsen.
Deuntzer har gjort Alvor af sin Trussel og har hjemsendt Rigsdagen efter at Traktaten med Amerika om Afståelsen af de vestindiske Øer er bleven forkastet af Landstinget med 2 Stemmers Majoritet.
Jeg spiste en ganske hyggelig Frokost med Bjørnbach i Dagmar. Han fortalte mig om en herværende Agent, der en Gang om Ugen holdt åbent Hus for alle med os ligesindede. Han omtalte Frederik Jensen som en stor ”Forbruger”.
Besøgte Siegfried henne på St. Anna Plads. Han talte mest om sin elskede Richard Hansen, til hvem han havde stået i Forhold i halvandet År. Da jeg havde siddet lidt hos ham gik jeg hen til Lysberg & Hansen i Palægade og købte en smuk Rokoko-Skærm.