Der var langt Brev fra Viggo – i denne Måned må han da komme, jeg længes så meget efter ham.
Mødtes henne på Højesteretssagfører Graaes Kontor med Baronesse Gerda Bille-Brahe, der var yderlig misfornøjet med hvad hun foreløbig ville få at leve af efter sin Svigerfader. Jeg manede hende til Sparsommelighed.
Fra Viggo hører jeg stadig ikke, han kunne for den Sags Skyld lige så godt være i London.
De Allieredes Fremskridt er ganske forbløffende. Moder og jeg var nede hos Sørups for at bevidne vor Deltagelse i Anledning af Sønnens Død. Han blev skudt ned af en Officer ombord på en tysk Undervandsbåd ude på Vesterhavet.
Et langt overstrømmende kærligt Brev fra Viggo fyldte min Sind med Glæde. Også fra Axel Jarl var der Brev, han glæder sig over Viggos og min Lykke. Store Begivenheder!
Jeg kunne ikke dy mig for at gå op til Dr. Broch for at tale om den sønderjyske Adresse, han mindede om, at mange imellem de Allieredes Befolkninger ville tale Sønderjydernes Sag, når Fredskongressen nu snart trådte sammen. Professor Werrier ville blive hørt i Frankrig, Roosevelt i Amerika.
Vi var alle i Kirke. Inden Prædiken holdt Provsten en Bøn, hvori han takkede Vorherre fordi han havde skabt Fred i Verden samt takkede ham fordi vi nu snart fik Sønderjylland tilbage.
Rudolph Juel telefonerede til mig, at han ville give 10.000 til den sønderjyske Fond, så må jeg give det samme.
Måtte trods Mathed og Sløjhed tidligt op for at træffe den unge Elefantridder H.N. Andersen oppe i Østasiatisk Kompagni. Han lovede meget beredvilligt at skaffe Landet så meget Kyllingefoder som muligt.
Arbejdede med Hinrichsen på Imødegåelsen af den truende Lov om Len og Stamhuse, men nu forsvinder formodentlig Ministeriet Zahle, og I.C. Christensen lader formodentlig denne radikale Lov gå i sin Moder igen.