Brev fra Moder, det beroligede mig, da hun skriver om at gå i Kirke, Inde i Juvelerbutikken talte jeg med Kaptajnen, der meget ængstede sig for Valgene. Oppe på Charlottenborg var der ikke meget af Interesse, meget smukt var Maleriet af Kronprinsen.
Mødtes med Viggo i Drachmanskroen, et meget hyggeligt og aparte Lokale, jeg nød Samværet med Viggo og drak med Nydelse den fine Vin til Maden, fortalte Viggo om mine Planer med Gunnar, han forstod godt at jeg ville sikre mig et Menneske til mine gamle Dage.
Var ude at blive behandlet videre af Birger, der var raskere idag, var så hos Koefoed, der var meget irriteret på Ministeriet og ikke mindst på sin Chef, Finansministeren, der forlanger, at han skal skaffe nye 100 Millioner ind i Skatter.
Drak Kaffe imorges og blev kraftig stimuleret deraf. Gik op i Bredgade 51 og stod lidt foran Bedstefaders gamle Lejlighed, som jeg inde siden den minderige Påske 1889, var også oppe på Kastelvolden og så på den Plads hvor vi spillede Tennis i de gamle Dage, seneste i 1895. Ak ja!
Var i Casino at se det meget fængslende Kriminaldrama Det Offentlige mod Mary Dugan. Fik i Mellemakten at vide, at Stykket er bygget på en virkelig Begivenhed, der er passeret i London.
Drak Kaffe imorges, allerede da jeg indåndede Duften af Kaffen følte jeg mig svagt beruset. Gik først hen til Konservator Rønne i Anledning af nogle Marier jeg skal have restaurerede. Var rundt mellem Malerierne i Samlingen og fordybede mig særlig i Købkes og Eckersbergs Billeder.