Da jeg kom hjem var Preben der, han kom lige fra Kejserinden, der var meget irriteret over at Storfyrst Cyril havde udråbt sig selv til Kejser, skønt hun fastholder, at begge hendes Sønner lever.
Sad først lidt inde hos Starck på hans Værelse, så kom Frøken Holmblad ind og bad os drikke Te med hende, hun ser så træt, distræt og forpint ud, hun holder vist meget af Starck, blev ganske forbavset ved at erfare, at Frøken Holmblad var 68 År.
Var oppe på Amalienborg for at kondolere. Det klædte Axel at se bedrøvet ud, hans Udtryk havde ikke det sædvanlige markante. Havde en nydelsesfuld Aften i Folketeatret, hvor Bodil Ipsen spillede i Bissons Hvem er hun? Jeg var dybt grebet og græd under den sidste Scene.
Kejserinde Dagmar er død. Jeg tænkte en hel Del på denne i enhver Henseende stort anlagte Kvinde, som jeg har haft den Lykke at komme i et lidt nærmere Forhold til end Folk i Almindelighed.