Preben forklarede mig, hvorfor kun to af de russiske Storfyrster var tilstede ved Kongens Taffel efter Kejserindens Bisættelse. Storfyrsinde Xenia havde sagt til dem alle, at de skulle blive derfra, da den danske Konge havde behandlet Kejserinden så dårligt.
Da Preben kom tilbage fortalte han en Del fra det engelske Hof, om Kongens Drukkenskab, der havde forårsaget Faldet med Hesten og fremkaldt den Sygdom, der nær havde bragt ham Døden, Dronningen er altid efter ham for at hindre hans Drikkeri, den ene Gang havde hendes Årvågenhed svigtet.
I Forgemakket på Christiansborg talte jeg med Carl Moltke, der er kommet til at se noget havareret ud, han halter og må støtte sig til en Stok, med General Castenschiold og Grosserer Ernst Meyer, som jeg synes godt om fra dengang vi var sammen i Nationalbanken.
Julie Reedtz-Thott kom for at fortælle Moder om sit Ophold på Sandringham, hun fortalte, at Petersen var blevet meget feteret.