Tog varmt Bad og blev inde hele Dagen. Arbejdede med Christian den sjettes Datter. Mary kom et Øjeblik, hun kom lige fra Messen i den russiske Kirke, i morgen falder Dommen ved Højesteret, og Resultatet vil sikkert blive at Kirken overlades Bolsjevikkerne, der agte at åbne en Film derinde.
Efter at have spist en udmærket Middag på Grand Hotel gik jeg hen at se det uopslidelige Nøddebo Præstegård. Aksel Emil Larsen var god som Nikolai, den første Nikolai, der mindede mig om Elith Reumert, som han spillede Rollen, da hans eget Stykke kom frem i Julen 1888.
Spiste en udmærket Middag på Grand Hotel, havde bagefter en Samtale med Direktør Gregaard, der naturligvis var glad over den Lykke, Landsoldaten gjorde – fra Ryslinge Højskole havde der været Fællestur til Odense for at se Stykket.
Irgend spillede pænt for mig inden hun rejste; hvor er hun sød, hendes Blik og hendes rørende Stemme have deres særlige Charme. Mary fortalte ligesom de andre Dage godt; hun mener fuldt og fast, at Kejser Nikolai og hans Familie Lever, og at de holdes skjulte i et Kloster i det yderste Sibirien.
Var ude hos Kejserinden, der modtog mig på det venligste. Hun var for Resten meget irriteret over at Prinsesse Thyra var blevet tvunget til at forlade Amalienborg for at bo i en beskeden Lejlighed i Østbanegade uden så meget som en Dame om sig.
Efter Middag kørte jeg til Odense og kom til Teatret i meget god Tid, der blev givet en Julekomedie af Harald Tandrup og Jens Locher Julestormen, Stykket bliver næppe nogen Afløser af Nøddebo Præstegård, Spillet var betydelig bedre end Stykket.
Preben kom lige fra Ø.K. og havde lige talt med Etatsråd Andersen, der overfor ham udtalte, at hvor meget han end holdt af Danmark, skulle han fødes på ny og begynde forfra ville han vælge at være Kosmopolit.
Var til den store Diskussionsaften i Studentersamfundet, det er blevet stærkt radikaliseret siden jeg var Medlem i Halvfemserne, de ældre og yngre Medlemmer synes alle at være overbeviste Socialdemokrater. Redaktør Reventlow og Professor Knud Berlin.
Spiste Middag Klokken halv seks og halv syv kørte jeg ad Odense til; disse Aftenkøreture til Odense er så hyggelige. Havde en yndig Aften på Teatret, hvor der opførtes et nyt pænt Stykke af Svend Rindom Den gamle Præstegård.
Glæder mig til en god Dag i Odense snart, når det nye Stykke af Morten Korch går, og så spiser jeg til Middag på Grand Hotel først, det er næsten halvtredje Måned siden jeg har drukket et Glas Vin.
Glæder mig til Odenseturen på Fredag, har også bestilt Billet til Hansen, ham jeg meddelte det i Brev. Skade at Budtz forlader Odense Teater, han skal til Folketeatret i København. Jeg skal besøge ham på Fredag.
Var i Teatret henne at se Morten Korchs nye Stykke Landsbyprinsessen, meget, meget tyndt. Den Mandlige Hovedrolle var i Hænderne på Ole Larsen, der har et stort Talent, mon han ikke der burde have mit Legat.
Havde en yndig Dag. Havde meget skriftligt Arbejde om Formiddagen. Medens jeg klædte mig om til Turen til Odense, kom Godsfuldmægtig Andersen for at bede om sin Afsked.
Læste Korrektur på Generalen. Budtz kom Kl. 2 og blev hos mig lige til 5½, jeg var glad ved hans Besøg og ved at høre ham fortælle om Rejsen i fjor.
Henvendelse fra Skuespillerne på Dagmarteatret med Anmodning til mig om at redde Teatret. Fra forskellige Sider er Anmodningerne kommet først fra Holger Rørdam, nu senest fra Fru Olivia Norrie.
Preben forklarede mig, hvorfor kun to af de russiske Storfyrster var tilstede ved Kongens Taffel efter Kejserindens Bisættelse. Storfyrsinde Xenia havde sagt til dem alle, at de skulle blive derfra, da den danske Konge havde behandlet Kejserinden så dårligt.
Moder og jeg spiste Kl. 6, således som vi plejer de Dage, hvor jeg skal i Odense Teater, Jeg så Edgar Høyers Tante Cramers Testamente. Skønt Forfatteren går lyslevende rundt imellem os, virker hans Stykke allerede mere forældet end Soldaterløjer af Hostrup.