Irgend spillede pænt for mig inden hun rejste; hvor er hun sød, hendes Blik og hendes rørende Stemme have deres særlige Charme. Mary fortalte ligesom de andre Dage godt; hun mener fuldt og fast, at Kejser Nikolai og hans Familie Lever, og at de holdes skjulte i et Kloster i det yderste Sibirien.
Var ude hos Kejserinden, der modtog mig på det venligste. Hun var for Resten meget irriteret over at Prinsesse Thyra var blevet tvunget til at forlade Amalienborg for at bo i en beskeden Lejlighed i Østbanegade uden så meget som en Dame om sig.
Direktør Gregaard var glad ved ”Generalens” anden Del, da han mente at have fået Impulser til Sangspillet Spaniolerne på Fyn, som han skal have frem på Folketeatret.
Var til den store Diskussionsaften i Studentersamfundet, det er blevet stærkt radikaliseret siden jeg var Medlem i Halvfemserne, de ældre og yngre Medlemmer synes alle at være overbeviste Socialdemokrater. Redaktør Reventlow og Professor Knud Berlin.
Glæder mig til Odenseturen på Fredag, har også bestilt Billet til Hansen, ham jeg meddelte det i Brev. Skade at Budtz forlader Odense Teater, han skal til Folketeatret i København. Jeg skal besøge ham på Fredag.
Var henne i Folketeatret at se Sven Langes Fru Marie Grubbe, der står ganske på Højde med de værste Dramatiseringer af Gøngehøvdingen.
Arbejdede længe på Det Kongelige Bibliotek, ude i Forhallen talte jeg med Robert Neiiendam, vi drøftede Hans Chr. Knudsen i Anledning af at jeg skriver om ham i tredje Del af ”Generalen” og Neiiendam har overladt mig et interessant Billede af Knudsen til Bogen.
Preben forklarede mig, hvorfor kun to af de russiske Storfyrster var tilstede ved Kongens Taffel efter Kejserindens Bisættelse. Storfyrsinde Xenia havde sagt til dem alle, at de skulle blive derfra, da den danske Konge havde behandlet Kejserinden så dårligt.
Sad roligt og læste i Les Thibault og i Georg Brandes, Goethe og Grundtvig. Var til Eftermiddagsforestillingen på Folketeatret og så Cornevilles Klokker.