Var oppe hos Starck, der bebrejdede mig, at jeg spærrede mig inde på Lundsgaard og kælede for min Sorg. Thorvald Larsen var da blevet genengageret for næste Sæson, Bestyrelsen havde dog stillet som Betingelse, at han sørgede for nogle smukkere og yngre Damer til Elskerinderollerne.
Arbejdede på Storkansleren hele Formiddagen og det meste af Eftermiddagen. Hvilede inden jeg skulle til Eftermiddagsforestillingen i Folketeatret, hvortil jeg var inviteret af Thorvald Larsen. Folketeatret er vedblevet at være det hyggeligste Teater i hele København.
Nu er det sket. Rusland har under det elendigste Påskud, der endnu har indledt en Krig, kastet sig over Finland.
Var til Eftermiddagsforestilling på Det Kongelige Teater, hvor de opførte Kjeld Abells Anna Sophie Hedvig, som interesserede mig, selvom min tiltagende Tunghørhed generede mig.