Var oppe hos Starck, der bebrejdede mig, at jeg spærrede mig inde på Lundsgaard og kælede for min Sorg. Thorvald Larsen var da blevet genengageret for næste Sæson, Bestyrelsen havde dog stillet som Betingelse, at han sørgede for nogle smukkere og yngre Damer til Elskerinderollerne.
Arbejdede på Storkansleren hele Formiddagen og det meste af Eftermiddagen. Hvilede inden jeg skulle til Eftermiddagsforestillingen i Folketeatret, hvortil jeg var inviteret af Thorvald Larsen. Folketeatret er vedblevet at være det hyggeligste Teater i hele København.
Var oppe at se til Starck, der er dybt nedtrykt over sin sørgelige Tilværelse, også hans Håb om at blive Fremmedfører, er slået fejl. Han sagde, at Fru Nansen lukkede sit Teater, og at hendes Skuespillere under Jakob Nielsens Ægide gik til Aalborg, hvad gør Karl Gustav?
Skrev til Pastor Reerslev i Anledning af den Succes, han har haft med Skriftefaderen på Aalborg Teater.