Var oppe hos Starck, der bebrejdede mig, at jeg spærrede mig inde på Lundsgaard og kælede for min Sorg. Thorvald Larsen var da blevet genengageret for næste Sæson, Bestyrelsen havde dog stillet som Betingelse, at han sørgede for nogle smukkere og yngre Damer til Elskerinderollerne.
Var ude hos Starck, der var meget forknyt over den ydmygende Behandling, han var blevet Genstand for fra Thorvald Larsens Side.
Arbejdede på Storkansleren hele Formiddagen og det meste af Eftermiddagen. Hvilede inden jeg skulle til Eftermiddagsforestillingen i Folketeatret, hvortil jeg var inviteret af Thorvald Larsen. Folketeatret er vedblevet at være det hyggeligste Teater i hele København.
Var i Det Ny Teater og så en fransk Folkekomedie Manden fra Gaden, den Slags Stykker skriver en Franskmand bedre end nogen anden; i Stykket er der slet ingen Smigren for de Små i Samfundet. Aldeles bedårende var Angelo Bruun i Hovedrollen, han fralokkede mig Tårer gentagne Gange.
Var om Aftenen i Det Ny Teater og så Leo Tolstojs Opstandelse, som gjorde et langt stærkere Indtryk på mig, end da jeg forrige Gang så Stykket på Det Kongelige Teater, hvor Emma Lange havde sin Glansrolle som Katusha.