Preben og Kai kom Kl. 3. Preben er meget optaget af Kronprinsens og senere Kongens [og] Dronningens Besøg, det var, som jeg intet Øjeblik har været i Tvivl om, en Frierfærd, og den mislykkedes så grundigt som muligt.
Langt interessant Brev fra Preben om de politiske Forhold i England, han mener det engelske Folk vil feje den socialistiske Regering væk ved næste Valg, den har såmænd også gjort Ulykker nok, den engelske Flåde er nu mindre end den amerikanske, og Indien er ved at glide John Bull ud af Hænderne.
Skrev til Viggo Jarl, der vist ikke i lang Tid mere kommer til Danmark, da han under sit Ophold her stadig blev forfulgt af Pengeafpressere, der end ikke undså sig ved at skrive til hans gamle, hårdtprøvede Moder.
Om Aftenen fortalte Preben om Kongens Irritation over Ministeriets engelske Orientering, Kongen er da også meget irriteret på Preben over hans Iver for at støtte Ministeriet på det Punkt, også den engelske Udstilling var Kongen meget misfornøjet med. Det er H.N. Andersen, der står bag ved.
Hertuginden af Cumberland er død. Jeg mindes langt tilbage i Tiden, allerede i Foråret 1878 så jeg hende fra Vinduet på Sct. Anna Plads No 5, hun var dengang ung Pige, jeg så hende stå udenfor Garnisonskirken.