Det synes at interessere Folk hvad jeg har skrevet om Heibergs Syvsoverdag. Odense Teaters Opførelse af Dramaet synes at skulle blive en Begivenhed.
Arbejdede nogle Timer med Graae, der fortalte mig, at Direktør Rungwalds og Fyns Venstreblads gemene Overfald på mig havde skadet Odense Teaters Sag meget oppe i Undervisningsministeriet.
Var henne i Teatermuseet og fordybede mig rigtig i dets Skatte. Fejrede Gensyn med min Ungdoms og Barndoms Teatersværmerier, hvor var dog Marie Hunderup, født Andersen yndig!
Busck fortalte en hel Del om Kaj Munk, der udsender sine Bøger på Buscks Forlag. Forbindelsen mellem de to skriver sig fra Regenstiden, da Kaj Munk som så mange andre Regensianere fik sine Bøger fra Buscks Boghandel, ligesom de andre Regensianere kalder Munk Busck for ”Onkel Busck”.