Fru Reinhold-Jacobsen, der har mange tyske Forbindelser, skriver, at de tyske Myndigheder har taget under Overvejelse at ansætte tysk Politi her i København, det er på Grund af de stadige Uroligheder. Kommer der tyske Domstole, vil vi ligesom i Norge få den ene Dødsdom efter den anden.
Sverige venter engelsk Indfald i Landet og ruster sig til Tænderne; underligt er det ikke, at Svenskerne frygter en engelsk Sejr, efter at Eden i Underhuset har udtalt, at efter Freden skal hele Østeuropa overlades til Rusland.
Var henne på Hotel Nordland at gratulere Karl Gustav til hans Fødselsdag, men traf ham ikke; Portieren spurgte, hvem han skulle hilse fra, og da jeg havde afgivet Svar, forvandledes Mandens Væsen Fuldstændigt, hvor Menneskene dog er snobbede!