Så kom Hans, der var meget opfyldt af Verdensbegivenhederne, han mente, at Hore Belishas og Ribbentrops Træden i Baggrunden betød Udsigt til en Fredskongres, for de to var de ivrigste efter at der skulle blive virkelig Krig mellem Tyskland og England, og ikke det nuværende Spilfægteri.
Jeg begynder at håbe på, at en Revolution i Rusland skal bringe en Afslutning på Krigen; det ulmer overalt i det store Rige, og Banditten Stalin er blevet urolig.
Talte med en Mand, der kom lige fra Berlin, de, der ikke har Rationeringskort, kan ikke få andet end Kartofler og Kartoffelvand.
Her er både engelske og tyske Gæster på Terminus, og begge Hold udtaler sig meget åbenhjertigt til både Portier og Inspektør; ingen af Parterne tror på snarlig Fred, både Hitler og Chamberlain vil hænge til det yderste, foreløbig går eller sjokker Frankrig efter England.
Besøgte Starck, der var glad over den lille usle Rolle, han havde i Hendes gamle Nåde, han vil som alle Skuespillerne gerne arbejde.
Werner fortalte, at der forleden var kommet et lang Tog af tyske Ruteautomobiler, der rummede både tyske Teaterselskaber og Skøger til de tyske Bordeller i de større Byer, så ligt takserer altså Skuespillere og Skuespillerinder under Hitlers Styre.
De store Begivenheder vælter ind over Verden, nu have Amerikanerne erobret Algier og Marokko, noget effektivt Forsvar havde de franske Tropper i Nordfrankrig [Nordafrika] næppe ydet.
Den tyske Hær rykker mod Syd i Frankrig for at hindre Amerikanerne i at indskibe sig til Marseille. Det arme Frankrig er blevet hårdt straffet for den Letsindighed, hvormed det erklærede Tyskland Krig i 1939. Mon dette nu ikke skulle blive Begyndelsen til Enden på Krigen?
Darlan er blevet myrdet; man mener, at Ugerningsmanden er blevet lejet af den engelske Regering, nu gnider Banditten de Gaulle sine Hænder, men hvad siger Amerika?
Hellan Kolbye besøgte mig lige inden han skulle tilbage til Odense; fra mig skulle han hen at spise Frokost hos Svend Fridbergs Forældre og derefter være ene med den Elskede, lige til han skulle afsted på den i vor Tid så ubehagelige og besværlige Rejse til Odense.
Krigen synes foreløbig at være gået i stå. Kongen har det bedre, var oven i Købet i Det Kgl. Teater i går, mægtig hyldet af det overraskede og begejstrede Publikum.
Masser af kendte Folk er arresterede, Lensgreve Schimmelmann, Juel på Villestrup, Bent Holstein; det gør mig ondt for Fru Reinhold Jacobsen. Der er dræbt Masser i Nat under Gadekampene [i Nat].
Det, jeg har sagt i alle de seks År Krigen varede, indtræffer nu, Russerne har allerede slået sig ned på Bornholm og i fuld Gang med at befæste, som de selvfølgelig aldrig giver slip på, den næste Etape blive København og Göteborg.
Karl Gustav fortalte om Episoden på Det Kongelige Teater, hvor Ebbe Rode har overfaldet Frantz Andersen, der havde udtalt sig meget stærkt om Seligmannes ondskabsfulde og uretfærdige Anmeldelse af Opførelsen af Don Juan.