Var henne at besøge Houmark, der talte om, at Karl Gustav havde gode Chancer for at komme til Det Kongelige Teater, Teaterforholdene er ellers rent desperate.
Mine Udtalelser til Berlingske Tidende er bleven til en hel Lavine, Pressen over hele Landet har travlt med Sagen og holder absolut med mig; i dag skriver Professor Ellinger om Stykket og forlanger, at Det Kongelige Teater, at Forestillingen ikke må finde Sted, men skal aflyses.
De mange Protester med Egelykke, har bevirket, at Teaterchefen vil lade foretage nogle Ændringer i Stykket.
Besøgte Starck, der var glad over den lille usle Rolle, han havde i Hendes gamle Nåde, han vil som alle Skuespillerne gerne arbejde.
Var Kl. 11 til Generalprøve på Farinelli på Det Ny Teater, det var Aksel Schiøtz, der spillede Titelrollen.
Werner fortalte, at der forleden var kommet et lang Tog af tyske Ruteautomobiler, der rummede både tyske Teaterselskaber og Skøger til de tyske Bordeller i de større Byer, så ligt takserer altså Skuespillere og Skuespillerinder under Hitlers Styre.
Var til Generalprøven på et amerikansk Lystspil på Det Ny Teater; ægte amerikansk med megen Nøgenhed, Spektakel, Bomber og alskens Halløj; Møget hed Min kønne Søster!
Var Kl. 1 til Generalprøven på Det Ny Teater for det amerikanske Skuespil Farlige Minder; det var en Fryd at gense Else Skouboe; alle hendes Medspillende var flinke.
Sverige venter engelsk Indfald i Landet og ruster sig til Tænderne; underligt er det ikke, at Svenskerne frygter en engelsk Sejr, efter at Eden i Underhuset har udtalt, at efter Freden skal hele Østeuropa overlades til Rusland.
Var henne på Hotel Nordland at gratulere Karl Gustav til hans Fødselsdag, men traf ham ikke; Portieren spurgte, hvem han skulle hilse fra, og da jeg havde afgivet Svar, forvandledes Mandens Væsen Fuldstændigt, hvor Menneskene dog er snobbede!
Hellan Kolbye besøgte mig lige inden han skulle tilbage til Odense; fra mig skulle han hen at spise Frokost hos Svend Fridbergs Forældre og derefter være ene med den Elskede, lige til han skulle afsted på den i vor Tid så ubehagelige og besværlige Rejse til Odense.
Krigen synes foreløbig at være gået i stå. Kongen har det bedre, var oven i Købet i Det Kgl. Teater i går, mægtig hyldet af det overraskede og begejstrede Publikum.
Var til Generalprøven på Det Ny Teater og så Rebecca. Publikum bestod næsten udelukkende af Skuespillere, Teaterdirektører, Bladanmeldere og Forfattere, Erling Schrøder så ud, som om han gerne ville hilse på mig; Hans Henrik Krause så godt ud, ligeså Knud Rex.
Masser af kendte Folk er arresterede, Lensgreve Schimmelmann, Juel på Villestrup, Bent Holstein; det gør mig ondt for Fru Reinhold Jacobsen. Der er dræbt Masser i Nat under Gadekampene [i Nat].
Det, jeg har sagt i alle de seks År Krigen varede, indtræffer nu, Russerne har allerede slået sig ned på Bornholm og i fuld Gang med at befæste, som de selvfølgelig aldrig giver slip på, den næste Etape blive København og Göteborg.
Talte med Svend Fridberg, der nu skal i Gang med sine Oplæsningsmatinéer, der begynder med Nathan der Weisse. Edouard Mielche er ”Nathan”.
Skrev til Direktør Heger angående Opførelsen af Don Carlos; jeg tror, det er en god Ide at lade Svend Fridberg sætte Dramaet i Scene, Han har le feu sévère og er Det Kongelige Teaters onde Samvittighed takket være Oplæsningsmatinéerne.
Om Aftenen læste jeg i Olaf Gynts Drama Kydos, som jeg har fået tilegnet af Dirigenten; der er ingen Retfærdighed til, ifald dette Stykke ikke kommer frem på Det Kongelige Teater. Skrev til Preben.