Så Kongen og Dronningen køre forbi hen til Korset ved Runddelen, i Aften skal der være Asfaltbal omkring Korset, en mindre passende Sammenblanding.
Pænt af Erling Schroeder at sende mig Billet til Riddersalens Premiere på Søndag, men nu under Sorgen er jeg ikke oplagt til at gå i Teatret, så jeg bragte Billetten tilbage til Billetkontoret, hvor jeg også traf Poul Jørgensen, der talte med Deltagelse om Prebens Død.
Havde en dejlig Aften: Spiste først i Drachmannskroen og overværede så Opførelsen af William Sarozoms Rigtige Mennesker. Stykket er en Hymne til Godheden og Venligheden, båden inden for den enkelte Familie og overfor dem, man kommer i Berøring med, navnlig i sit Hjem.
Sendte Erling Schroeder en Buket af Studenternelliker som Tak for Aftenen igår; skrev til Karl Gustav, der holder Hvedebrødsdage ved en Sø i Eskilstuna, og fortalte ham om Rigtige Mennesker.
Arbejdede på Storkansleren. Læser med Interesse den oprindelige Udgave af Gjenboerne, den, Hostrup skrev til Studenterforeningen.
Spiste i Drachmannskroen, hvor jeg som altid befandt mig vel. Forstod denne Gang adskilligt bedre, end første Gang, jeg så Saroyans Rigtige mennesker.
Der tales meget om den såkaldte Studiescene som blandt andre Per Knutzon og Erling Schroeder skal være Ledere; det øvrige Selskab ser mig noget kommunistisk ud; det er min Tanke at støtte Riddersalen.
Skrev et langt Brev til Erling Schroeder og tilbød ham Samarbejde i Riddersalen.
Jeg tænker med så megen Glæde tilbage på Erling Schroeders Besøg, på den hyggelige og interesserede Måde, hvorpå han af sig selv gik rundt og så på mine Kunstgenstande; han ville åbenbart gerne være kommet før, men hvem mon der har fået ham fra det?
Henimod Middag kom Karl Gustav, der overbragte mig en Indbydelse fra Direktionen for Allé-Scenen til at overvære en af Prøverne på det franske Drama Antigone… Karl Gustav var meget optaget af Rigtige Mennesker i Riddersalen.
Spiste i Drachmannskroen, og bagefter var jeg i Riddersalen for at se, hvorledes Eduard Mielche opfattede Jonah Websters Rolle.
Arbejdede på Storkansleren. Besøg af Ingegerds Tilkommende, Flemming Juncker; han gør et klogt og intelligent Indtryk; lidt distræt; det er ikke nogen fin Mand.
Eyvind Johan-Svendsen har fået en Ende på sit ulykkelige Liv, der til sidst var ganske opslugt af Druk og endnu værre Strabadser; han var allerede langt nede, da jeg sidste Gang så ham som Baronen i Strindbergs Båndet.
Karl Gustav besøgte mig inden Middag, han var meget opfyldt af, at han med kort Varsel skal spille Prologus i Antigone, da Hans Henrik Krause nu skal prøve på Frederiksberg Teater.
Spiste en god Middag i Drachmannskroen; der var Prøve i Riddersalen på Natteherberg. Var i Allé-Scenen og så for anden Gang Antigone, der vinder ved at ses en Gang til.
Skrev til Hellan Kolbye og ønskede ham tillykke med hans Ægteskab med Skuespillerinden Grethe Carlsen; bare det må gå, Hellan er så decideret homoseksuel. Besøg af Karl Gustav.
Spiste en udmærket Middag i Drachmannskroen, det er et godt Madsted; Jørgensen betjente mig som sædvanlig; jeg fortalte om Prøverne inde i Riddersalen på Maxim Gorkijs Natteherberg; der prøves endnu med Rollehæfterne i Hånden og de Optrædende tale sammen om Stykket.
Talte udenfor Frederiksberg Teater med Karl Jørgensen; det glæder mig, at han har fået Hofjægermesterens Rolle i Julen på Ravnsholt; det er drøjt for de Skuespillere, som han, der må gå og vente på en tilfældig Rolle og ellers være uden Engagement.