Tyskerne har i Nat sprængt Domus Medica, K.B. Hallen, Peter Lieps Hus og Eremitagen i Luften; 35 Lærere blev i går fængslede. London Brænder, i Frankrig kan man se Skæret fra det brændende London; det vil sikkert ændre Krigens Gang. Nød Haven i det varme Solskin. Besøg af Karl Gustav.
Tyskerne har sprængt ikke mindre end 11 Skibe ved Indløbet af Seinen, blandt Skibene er en stor Krydser og Transportskibe fulde af Tropper, det er en slem Historie for de Allierede. Hitler har udstødt en Mængde meget højtsående Officerer af Hæren som Følge af dets store Attentataffære på ham.
Det lader til, at de Allierede også vil kaste hele Balkanhalvøen i Gabet på Rusland. Finland vil vist hurtig blive forvandlet til en Bolsjevikrepublik således som Østersøstaterne. Dronningen af Hollands Bolig i London er ødelagt af en Robotbombe, og Wilhelmine er flygtet ud på Landet.
Der kæmpes nu for anden Gang i denne Krig om det ulykkelige Polens Hovedstad, Nordfrankrigs Byer ødelægges; nu står de kæmpende Hære ved Siegfriedlinjen, der sikkert er i bedre Stand end Maginotlinjen var det. Tyskerne plejer at have deres Ting i Orden, det plejer Franskmændene ikke.
Det, jeg har sagt i alle de seks År Krigen varede, indtræffer nu, Russerne har allerede slået sig ned på Bornholm og i fuld Gang med at befæste, som de selvfølgelig aldrig giver slip på, den næste Etape blive København og Göteborg.
Bartholdy besøgte mig; han var meget knuget om Ruslands skændige Behandling af Finland, der er tvunget til at idømme de Statsmænd, der, på hele det finske Folks Vegne, erklærede Rusland den anden finsk-russiske Krig, medens ingen tænker på at straffe Rusland for Krigserklæringen 1939.