Hentede Houmark til en lang Tur om Munkebo Banke og hjem langs Odense Fjord. Vi havde det overmåde fornøjeligt og undervejs meddelte Houmark mig en detail Gangen i sit Skuespil, Grev Hans Lützow, som han arbejder på.
Den elskværdige Doktor Hellbom kom til Frokost, vi talte mest om Krigen. Han fortalte, at han af sin tyskgifte Søsters Meddelelser havde det indtryk, at Begejstringen for Krigen var i kendelig Aftagen i Tyskland som følge af de frygtelige Mandefald.
Om Eftermiddagen kom den Tysker, som den tyske Præst Görnandt ved Petri Kirke havde bedt mig tale med; vedkommende hedder Frantz Glunke og er flygtet fra Tyskland med sin Kone efter i halvanden År at have været i Koncentrationslejr.
Man ser åbenbart forskelligt på Behandlingen af tyske Flygtninge, for Rydgård fortalte Köller, der står for Folkekøkkenerne, giver Flygtningene det samme, som serveres i Folkekøkkenet, og den Mad er god og rigelig.