Talte med Friis om, hvorledes vi skulle ordne det med Brændselsleverance til Arbejderne, det bliver alt for dyrt for dem, Kullene er nu oppe i 15 Kr. Tønden, i øvrigt er der [fra] Ministeriet kommet Forbud mod Afholdelse af Skovauktion.
Var om Aftenen henne at høre Ruy Blas oplæst af Johannes Poulsen. Mon det egentlig var klogt af Det Kgl. Teater at lade Johannes Poulsen gå for at beholde Poul Reumert?
Fik Brev fra Starck, der er meget glad over, at jeg har skaffet ham Engagement til Odense Teater; han rejser i Vinter med Erik Lassens Trup. Lassen var en pæn Mand, jeg husker ham fra Odense Teater.
Gik hen på Hotel Axellus og traf Starck på hans værelse, han så frisk og køn ud, kom fra i går at have spillet i Assens og skulle i morgen spille i Sakskøbing.
Havde en Del Skriveri vedrørende Odense Teater, Gæstespillet i København har nok ikke været stærkt besøgt, det er sikkert den Æsel til Welblund ved Fyns Vestreblad, der har foretaget Undermineringsarbejde.
Houmark-Interview i B.T. med Direktør Thorvald Larsen i Anledning af Odense Teaters Gæstespil i København. Omtalen af mig meget venlig.