Jeg kunne ikke dy mig for at gå op til Dr. Broch for at tale om den sønderjyske Adresse, han mindede om, at mange imellem de Allieredes Befolkninger ville tale Sønderjydernes Sag, når Fredskongressen nu snart trådte sammen. Professor Werrier ville blive hørt i Frankrig, Roosevelt i Amerika.
Vi var alle i Kirke. Inden Prædiken holdt Provsten en Bøn, hvori han takkede Vorherre fordi han havde skabt Fred i Verden samt takkede ham fordi vi nu snart fik Sønderjylland tilbage.
Rart Brev fra Therkildsen, der giver begejstrede Skildringer af Jublen i Sønderjylland; han var tilstede, da Wilhelm den førstes Statue blev nedrevet i Haderslev. Hvem der var rask og kunne ile derned. Kedeligt med den Uorden i Statsministeriets Regnskaber.
Der var langt Brev fra Hans Ehlers fra Sønderborg, der uden mange Omsvøb lod mig forstå, at han ”som Beboer af Als og Søn af en flensborgsk” Fader ikke kunne dele min Glæde over Sønderjyllands Løsrivelse fra det tyske Fædreland.