Kærligt Brev fra Viggo, der nu endelig lader til at ville vende hjem til Danmark, jeg tror det vil give mig Ro at have ham her i Landet, han er og bliver dog min store Kærlighed, og der har manglet mig noget de År, jeg har måttet undvære ham.
Der var langt Brev fra Viggo – i denne Måned må han da komme, jeg længes så meget efter ham.
Fra Viggo hører jeg stadig ikke, han kunne for den Sags Skyld lige så godt være i London.
Et langt overstrømmende kærligt Brev fra Viggo fyldte min Sind med Glæde. Også fra Axel Jarl var der Brev, han glæder sig over Viggos og min Lykke. Store Begivenheder!
Preben var her til Frokost, i Eftermiddag rejse han og Mary ud til Hellebæk for alene med Kai og Ingegerd at fejre deres Sølvbryllup. Fryde kom og modtog Manuskriptet til min nye Bog. Var ude at se til Viggo Jarl. Han er dog altid den samme trofaste Ven.
Imorgen kommer altså Viggo, han er dog næst efter Moder og Preben det menneske, der står mig nærmest, de lange Adskillelser kan intet forandre i det Forhold.
Sad i Spænding og ventede på Viggo, der kom kørende ind i Gården Kl. 1 med sin nye store Renault-Automobil, styret af en spansk Chauffør.
Viggo kom ind at sige farvel til mig imorges tidligt inden han rejste.
Skrev til Viggo Jarl, der vist ikke i lang Tid mere kommer til Danmark, da han under sit Ophold her stadig blev forfulgt af Pengeafpressere, der end ikke undså sig ved at skrive til hans gamle, hårdtprøvede Moder.