Brev fra Viggo, blev noget skuffet over det. Tonen var så underlig reserveret, måske kommer det af nogen Depression over Sygdommen hos Moderen.
Kl. 5 gik jeg hen på Paladshotellet for efter Aftale at mødes med Viggo, der var et Rykud og Rykind som i en Myretue, uniformerede Officerer, siden Sikringsstyrkens Indkaldelse ser man så mange Uniformer, også mange Udlændinge, Damernes Krinoliner fyldte meget.
I dag er det Kejser Wilhelms Fødselsdag. Jeg mindes svundne Tider, når jeg fra mit Vindue i Hotel Imperial i Frankfurt på den Dag så på Paraden på Operapladsen. Hvor mange af hine Officerer og Soldater mon Krigen har skånet.
Mødtes med Houmark på Grand Hotel til Frokost og var så til Møde på Federiet og henne hos Fru Møller at blive manicureret og pedicureret. Sad en Times [Tid] i Palmehaven og talte med Houmark, blandt andet om hvor lidt hensynsfuldt Viggo behandler [mig], Houmark måtte i store Træk give mig Ret.