Fra Manuduktøren, hvor jeg ikke kunne et levende Ord, gik vi til Niels Juelsgade, hvor vi traf Onkel Preben og Sigismunda Schulin. Så kørte vi med Moder, Hans og Frøken Blumer hen til Nørre Farimagsgade for at de alle kunne hilse på Graaes.
Det var velgørende at sidde i den lune Kirke, hvor der var opvarmet. Pastor Nielsen tordnede løs mod det nye Forlystelsesetablissement, der lige er åbnet i København, National-Scala, der har kostet 9 Millioner og kan rumme Tusinder af Mennesker, og det midt i Dyrtiden.
Tyskland har nu afsluttet Militæralliance med Italien. England vil ingen Alliance slutte men vil have Rusland og Frankrig til at rage Kastanjerne ud af Ilden for sig, ifald der udbryder Krig mellem Polen og Tyskland.
På Tilbagevejen sad Sporvognen, som jeg var med, fast i Trængslen på Rådhustorvet, hvor der var Slagsmål mellem Kommunister og Medlemmer af Frikorpset Danmark.
Mussolini er kastet til Side af sit eget Parti. Arbejdede længe på Storkansleren.