Gik hen på Hotel Axellus og traf Starck på hans værelse, han så frisk og køn ud, kom fra i går at have spillet i Assens og skulle i morgen spille i Sakskøbing.
Morer mig over Det Kongelige Teaters Skuespillere. Ved sidste Folketingsvalg gik de med bram og brask til Valg højt proklamerende at de ville stemme socialdemokratisk.
Det er nogle ordentlige Spektakler på Det kgl. Teater i Anledning af Adam Poulsens Udnævnelse til Teaterchef, der er en almindelig Udvandring af de bedste Kræfter fra Teatret.
Jeg så Bjørnsons Daglannet. Fru Berthelsen-Grünwald var Ragna, og selv om hun er halvgammel og ligesom lidt afrakket, er det behageligt at se på hende, da hun kan sine Ting.
Efter Anmodning af Christopher Borch læste jeg hans En Forårsaga grundigt igennem for eventuelt at kunne anbefale det til Opførelse på Odense Teater, det er pænt.
Talte lidt med Grosserer Thrige, der ligesom jeg var meget forarget over, at Borgbjerg har brudt sit Løfte til Odense Teater og nu nægter Statstilskud. Havde en udmærket Aften på Teatret, det var Carit Etlars Tordenskjold i Dynekilen. Carl Jørgensen illuderede komplet som Søhelten.
Havde en lang Forhandling med Direktør Larsen oppe på Teatret og enedes med ham om Opførelsen af Yrsa måske efterfulgt af Sct. Hans Aften Spil; vi talte endvidere om Brand, Syvsoverdag og Schillers Røverne.
Aftalte telefonisk med Thorvald Larsen, at Karl Jørgensen og Fru Lauritzen skulle have mit Skuespillerlegat – mærkeligt med Jørgensen, der hidtil kun har været ved Serveringsteatre, at han ved Energi og Kunstbegejstring har kunne tvinge sig så højt op på en Sæson.
Både de københavnske og Odensebladene have lange Artikler om mit Tilskud til det Odense Teater, alle fulde af Ros, dog råber Fyens Venstreblad Vagt i Gevær og forlanger, at jeg ikke må få alt for megen Indflydelse på Repertoiret, der ikke må blive for ensidigt.
Pænt langt Stykke i Fyens Socialdemokrat i Anledning af mit Tilskud til Odense Teater. Bladet håner tykt de 5 Bestyrelsesmedlemmer, der lader mig om det alene… Var først henne at bestille Billetter til Hammer og mig til Teatrets Festopførelse på H.C. Andersens 125 Års Fødselsdag.
Brev fra Direktør Thorvald Larsen med Underretning om, at Starck var engageret til Odense Teater og at Betty Nansen, der nu opgive sit Teater, ville optræde som Gæst i Odense som Dronning Margareta i Oehlenschlägers Tragedie.
Sad længe oppe på Teatret inde på Direktørens Kontor, man kunne inde fra den nærliggende Scene høre Prøverne på Hotel Stadt Lemburg. Thorvald Larsen havde på mine Vegne skreven til Fru Betty Nansen og bedt hende spille Yrsa og i Ristes Rust her på Teatret.
I Teatret så jeg Operetten Hotel Stadt Lemberg. Talte i Mellemakten med Redaktør Dreyer, der er blevet noget dårlig til livs.
Tænkte en Del over Stykket i går og finder mere og mere, at der er noget råt i denne gøren Løje med den frygteligste af alle Krige, hvis Afslutning kun ligger 12 år tilbage i Tiden.
Var oppe hos Starck, der bebrejdede mig, at jeg spærrede mig inde på Lundsgaard og kælede for min Sorg. Thorvald Larsen var da blevet genengageret for næste Sæson, Bestyrelsen havde dog stillet som Betingelse, at han sørgede for nogle smukkere og yngre Damer til Elskerinderollerne.
Det synes at interessere Folk hvad jeg har skrevet om Heibergs Syvsoverdag. Odense Teaters Opførelse af Dramaet synes at skulle blive en Begivenhed.
Var til Premieren på Syvsoverdag. Forbløffende hvad Odense Teater kan præstere i Retning af Sceneteknik, det gamle Gurre Slot, der dukkede op af Gulvet, var et smukt og forbløffende Syn, det samme gælder den stjerneklare Nat ved Gurre Sø. Starck var udmærket som Valdemar Atterdag.
Denne Slubbert i Venstrebladet bliver ved at forfølge Odense Teater i Anledning af dets Forbindelse med mig, det er ren Fanatisme, Direktørens Svar lidt vagt, men han taler med megen Taknemmelighed om mig.
Skrev et langt Brev til Direktør Thorvald Larsen angående Odense Teaters Planer for den øvrige Del af Sæsonen.
Pænt Brev fra et Barnebarn af Hartmann som Tak for, at jeg havde bragt Syvsoverdag frem.