For en Gangs Skyld sympatiserer jeg med Fyns Venstreblad, der har det Mod at sige, at Reumert spillede dårligt i Den indbildt Syge. Var inde hos Fru Andersen at tale med hende om Kerteminde Korforening, Datteren var hjemme, hun lærer Madlavning inde på Hotel d’Angleterre.
Var om Aftenen i Tivolis Koncertsal at høre den svenske Operasanger Sigurd Bjørling, der har en fager Stemme, men han sang de mest lidenskabelige Arier uden den mindste Affekt og med et aldeles ubevægeligt Ansigt; hvor er Kapelmester Thomas Jensen dog charmerende.
Det, jeg har sagt i alle de seks År Krigen varede, indtræffer nu, Russerne har allerede slået sig ned på Bornholm og i fuld Gang med at befæste, som de selvfølgelig aldrig giver slip på, den næste Etape blive København og Göteborg.