Sendte Emil Bønnelyckes Drama tilbage til Direktør Melsing; lagde ikke Fingrene imellem i min Kritik af dette Stykke. De ikkekrigsførende Magter tror åbenbart ikke mere på, at Tyskland skal sejre, for både Tyrkiet, Spanien og Portugal er begyndt at forhandle med England.
Hellan Kolbye besøgte mig lige inden han skulle tilbage til Odense; fra mig skulle han hen at spise Frokost hos Svend Fridbergs Forældre og derefter være ene med den Elskede, lige til han skulle afsted på den i vor Tid så ubehagelige og besværlige Rejse til Odense.
Kehler bemærkede meget rigtigt, at Karl Gustav havde det som Blommen i et Æg.
Det, jeg har sagt i alle de seks År Krigen varede, indtræffer nu, Russerne har allerede slået sig ned på Bornholm og i fuld Gang med at befæste, som de selvfølgelig aldrig giver slip på, den næste Etape blive København og Göteborg.
Karl Gustav sendte mig sit Billede af Hamlet med Yoricks Hoved; meget smukt. Arbejdede med Fru Jacobsen, der i går havde været sammen med engelske Officerer; de havde talt med megen Modvilje om Russerne, som de mente Englænderne snart kom i Krig med.