Jeg har hele min Åndsnærværelse behov, særlig ved Måltiderne for at holde det gående og hindre at Moders latente Irritation mod Frøken Blumer kommer til Udbrud. Frøken Blumer tier bumstille til alle Moders Udfald mod Tyskerne og deres Krigsførelse.
Inde hos Barberen traf jeg den unge Bent Holstein, han var som altid Fyr og Flamme for den sønderjyske Sag, arbejdede for Flensborg, meget eksalteret er han. Havde en meget interessant Aften ude i Politikens Sal, hvor Strindbergs dybt virkelighedstro Frøken Julie blev opført.
Rart Brev fra Therkildsen, der giver begejstrede Skildringer af Jublen i Sønderjylland; han var tilstede, da Wilhelm den førstes Statue blev nedrevet i Haderslev. Hvem der var rask og kunne ile derned. Kedeligt med den Uorden i Statsministeriets Regnskaber.
Talte i Telefonen med Redaktør Andersen, der for et Par Dage siden havde talt med Landbrugsministeren, der havde sagt, at selvom Kommissionen gav os Flensborg, ville Regeringen ikke tage derimod, ifald der var dansk Mindretal.
Der er udbrudt Oprør nede i Hertugdømmerne, den slesvig-holstenske Stat er proklameret i Rendsborg.
I dag finder Flensborgtoget Sted i København, det vil vist få en umådelig Tilslutning.
Moder og jeg blev meget begejstrede ved Beretninger om det mægtige Flensborg-Tog i København, endog ”Politiken” er revet med af den store Begejstringens Bølge, om det da ikke fra dets Side er Opportunisme parret med Sansen for Aktualitet.
Hvilken Vrede der er mod Danmark i hele det tyske Rige, et tysk Blad skriver således, at Tyskland hader ikke Danmark, dette Land er ikke det tyske Riges Had værdigt, man foragter det.
Skrev efter Anmodning af Direktør Thorvald Larsen et Indlæg til Berlingske Tidende for at råde Bod på den sønderlemmende Kritik af Folketeatrets nuværende Forestilling.
Overordentlig smukt Brev fra Direktør Svend Melsing. Også Paul sendte en Takkeskrivelse, fordi jeg havde bidraget til Gaven, til hans 60 Års Fødselsdag, en Buste af ham. Det er langt pænere på den Måde, et trykt Takkecirkulære er ingen Opmærksomhed.
Norge er blevet befriet, så nu er der Fred over hele Europa; sad længe og lod mig bage af Solen ude i Haven; jeg så på, at der blev gjort nyt Forsøg på at fange min Genbo, Maler Frandsen, der nok har et meget stort Synderegister, ved hvilket han har tjent en stor Formue.
Lisbeth kom atter i dag ind i Haven at besøge mig; jeg holder mig meget af det Barn. Blev behandlet af Poul Sørensen ude i Valby. Spiste i Drachmannskroen, Poul Sørensen havde skaffet mig den bedste Billet i Riddersalen.