I det hele taget står jeg egentlig ikke i så godt et Forhold til mine Kammerater for Tiden, som hele forrige Skoleår og Begyndelsen af dette, om Skylden er min er vanskelig at sige, men et er sikkert jeg drages nu mere til København.
Min Maskeradedragt bliver elegant, jeg har fået Brev fra Børresen om, at han har været i Dagmarteatrets Garderobe for at se Originalen, efter hvilken han nøjagtigt vil sy den: Blå Silkefrakke, hvid Silkevest og ditto blå Benklæder.
I Dag var det den sidste Dag af Forældrenes Københavnssæson – de komme i øvrigt tilbage på Kongens Fødselsdag og selvfølgelig til Guldbrylluppet. Hans og Hansen kom her hen for at tage Afsked fra Graaes og vi fulgte dem Hjem, hvorpå vi med Hans alene spadserede på Langelinie.
Kl. 1 kørte Moder og jeg til Fredericia, mon jeg nogensinde mere får Grandmama at se? Ved Dampfærgen skiltes Moder og jeg og lidt efter sad jeg i Kupeen, mit højeste Ønske, at komme til at rejse alene til Udlandet, var opnået og henrykt var jeg.