Min Maskeradedragt bliver elegant, jeg har fået Brev fra Børresen om, at han har været i Dagmarteatrets Garderobe for at se Originalen, efter hvilken han nøjagtigt vil sy den: Blå Silkefrakke, hvid Silkevest og ditto blå Benklæder.
I Det Ny Teater så jeg et meget spændende amerikansk Stykke Lovens Arm, hvori en purung Frøken Ungermann spillede fortrinligt i Hovedrollen. Hvor underligt, at de skuespillerinder, som nu spille Ungpigerollerne, kunne jeg være Fader til.
Kl. 5 gik jeg hen på Paladshotellet for efter Aftale at mødes med Viggo, der var et Rykud og Rykind som i en Myretue, uniformerede Officerer, siden Sikringsstyrkens Indkaldelse ser man så mange Uniformer, også mange Udlændinge, Damernes Krinoliner fyldte meget.
Mødtes henne på Højesteretssagfører Graaes Kontor med Baronesse Gerda Bille-Brahe, der var yderlig misfornøjet med hvad hun foreløbig ville få at leve af efter sin Svigerfader. Jeg manede hende til Sparsommelighed.
Et langt overstrømmende kærligt Brev fra Viggo fyldte min Sind med Glæde. Også fra Axel Jarl var der Brev, han glæder sig over Viggos og min Lykke. Store Begivenheder!
Talte med Svend Fridberg, der nu skal i Gang med sine Oplæsningsmatinéer, der begynder med Nathan der Weisse. Edouard Mielche er ”Nathan”.