Var til en pragtfuld Koncert, Ellen Becks. Forbavsende, at hun, der nu nærmer sig de 60, har bevaret sin Stemme så godt, hun kan synge alle vore andre Sangerinder sønder og sammen, hun har den store Stil, både hvad det sanglige og hvad Teksten angår.
Lisbeth kom atter i dag ind i Haven at besøge mig; jeg holder mig meget af det Barn. Blev behandlet af Poul Sørensen ude i Valby. Spiste i Drachmannskroen, Poul Sørensen havde skaffet mig den bedste Billet i Riddersalen.
Brev fra Fru Reinhold-Jacobsen, der skriver, at i den Tid hun var fængslet som Følge af Beskyldning for at være Nazist, blev hun hånet og udskældt af Frihedskæmperne, der endog satte en Revolver i Ryggen på hende, når hun var på Gårdtur.
Et rart langt Besøg af Karl Gustav […]. Hans Engagement ved Riddersalen hører op til første August; han tager så lidt til Hornbæk.
Var for første Gang i lange Tider i Drachmannskroen, hvor Maden smagte mig udmærket; Jørgensen mente ikke, der var Fare for at Frihedskæmperne skulle modsætte sig Korpsets af de fleste ønskede Opløsning, da Hæren var stærk nok til at holde dem Stangen.
Skrev et ubehageligt Brev til Karl Gustav; det har han godt af, som han negligerer mig. Spiste i Drachmannskroen; det er vist første Gang i mit liv jeg har fået Gåsesteg den 4. August.