Kørte til Odense og gratulerede Fru Schrader til Hendes Fødselsdag, der var en Del Damer fra Odense, der søgte at nedkæmpe deres Usikkerhed over min Nærværelse, Fru Larsen satte et mut Ansigt op for at dække over Usikkerheden. Der blev naturligvis talt meget om Den gamle Præst.
Arbejdede på Storkansleren. Svend Melsing var her om Eftermiddagen; han havde ikke fået det forrige Betty Nansen Teater i Leje, den nye Ejer ville ikke leje det ud; alle mulige Jern er i Ilden for at forhindre, at Teatret blev omdannet til en Danserestaurant, som der nu er Tale om.
Spiste i Drachmanskroen, hvor jeg havde en behagelig Samtale med Erling Schroeder, der hele Døgnet var optaget af Englænderne og Teaterarbejdet.
Havde en Del Skriveri i Anledning af Roskildensersamfundets Rusgilde 23. Juni. Var til Premiere i Frederiksberg Teater på Leck Fischers Fronten, der forherliger Frihedskæmpernes Færd under Besættelsen.
Arbejdede på Storkansleren. Besøg af Starck, der klagede over, at Karl Gustav ikke arbejdede med at fordre sin Teknik, der var meget mangelfuld, navnlig var hans Diktion slet; han arbejdede ikke nok og misbrugte sin rigeligt tilmålte Fritid til at solde.
Brev fra Fru Reinhold-Jacobsen, der skriver, at i den Tid hun var fængslet som Følge af Beskyldning for at være Nazist, blev hun hånet og udskældt af Frihedskæmperne, der endog satte en Revolver i Ryggen på hende, når hun var på Gårdtur.
Et rart langt Besøg af Karl Gustav […]. Hans Engagement ved Riddersalen hører op til første August; han tager så lidt til Hornbæk.