Efter at jeg havde læst Aviserne og set, at der endnu ikke er svageste Håb om Ende på den forfærdelige Krig skrev jeg en Del Breve, 1½ kom Bentzen med Automobilet og kørte mig ad Bogense til på en Mindetur.
Tog Bad henne på Badeanstalten, var meget nervøs. Besørgede en Del Ærinder. Gik Tur med Moder efter Frokost nede i Østre Anlæg. Vildænderne svømmede allerede rundt parvis i Gravene.
Et langt overstrømmende kærligt Brev fra Viggo fyldte min Sind med Glæde. Også fra Axel Jarl var der Brev, han glæder sig over Viggos og min Lykke. Store Begivenheder!
Arbejdede længe på Det Kongelige Bibliotek, ude i Forhallen talte jeg med Robert Neiiendam, vi drøftede Hans Chr. Knudsen i Anledning af at jeg skriver om ham i tredje Del af ”Generalen” og Neiiendam har overladt mig et interessant Billede af Knudsen til Bogen.