Arbejdede længe på Det Kongelige Bibliotek, ude i Forhallen talte jeg med Robert Neiiendam, vi drøftede Hans Chr. Knudsen i Anledning af at jeg skriver om ham i tredje Del af ”Generalen” og Neiiendam har overladt mig et interessant Billede af Knudsen til Bogen.
Werner fortalte, at der forleden var kommet et lang Tog af tyske Ruteautomobiler, der rummede både tyske Teaterselskaber og Skøger til de tyske Bordeller i de større Byer, så ligt takserer altså Skuespillere og Skuespillerinder under Hitlers Styre.
Højskolehjemmet i Kolding er sprængt i Luften, Ugerningen er forøvet af Danske, der har fået udleveret Bomber af engelske Faldskærmsflyvere; Hjemmene var i Sprængningsøjeblikket fuldt af Tyskere og Danskere.
Spiste i Drachmanskroen, hvor jeg havde en behagelig Samtale med Erling Schroeder, der hele Døgnet var optaget af Englænderne og Teaterarbejdet.